At være pårørende til et menneske med udviklingshæmning er en livslang opgave, der kan give anledning til mange glæder. Men det kan også give anledning til mange udfordringer og svære valg, som man som pårørende er nødt til at forholde sig til, selv om man ikke altid synes man har den nødvendige viden om systemet eller behandlingsmulighederne. Mange pårørende oplever, at de står alene med opgaven og de følelsesmæssige belastninger, der kan følge med.
På dette huskursus vil vi formidle viden om, hvad udviklingshæmning er og hvilke særlige risikofaktorer, der knytter sig til at være udviklingshæmmet. Det kan f.eks. være i forhold til den øgede risiko for at udvikle psykiske lidelser hos mennesker med udviklingshæmning eller den svære løsrivelsesproces mellem børn og forældre, når barnet er udviklingshæmmet.
Der vil endvidere være fokus på rollen som pårørende og på de følelsesmæssige belastninger, det kan føre med sig. Sorgen over at have fået et handicappet barn påvirker hele familien og indebærer risiko for kriser i ægteskab og familie, og giver ofte anledning til overvejelser om, hvad det gør ved søskende og deres liv.
Kontakt os
Du er meget velkommen til at ringe til centret med en forespørgsel på tlf. 7847 1550 eller sende en mail til sekretær Charlotte Pilgaard Hansen:
charlotte.hansen@stab.rm.dk
Det nærmere indhold kan tilpasses jeres ønsker og behov.