Misbrugsbetingede psykiske lidelser eller tilstande

Denne diagnostiske gruppe omfatter forskellige psykiske abnormtilstande, der kan opstå i tilslutning til misbrug af medicin, narkotika og alkohol. Der er kun yderst få misbrugere blandt udviklingshæmmede, i hvert fald når man kun betragter institutionsbeboere. Blandt de ca. 900, der bor i amtskommunale boformer i Århus Amt, har kun 2 et problematisk forhold til alkohol eller stoffer. De misbrugsbetingede psykiske lidelser skal derfor ikke omtales nærmere her.

Skizofreni, skizotypisk sindslidelse samt skizo-affektive sindslidelser

Skizofreni var for få generationer siden bedre kendt som ungdomssløvsind. Før den psykofarmakologiske æra begyndte i 1950’erne sås hos mange skizofrene et tilsyneladende intellektuelt forfald, der gjorde, at "udbrændte" patienter ikke var til at skelne fra svært udviklingshæmmede. En del udbrændte skizofrene blev overflyttet til den daværende åndssvageforsorg, og enkelte lever endnu.

Bortset fra den skizotypiske sindslidelse, som er en personlighedsforstyrrelse, der viser sig ved excentrisk adfærd og ejendommeligheder i tankegang og følelsesliv, er der i denne diagnosegruppe tale om egentlige sindssygdomme, psykoser, der påvirker patienternes forhold til virkeligheden.

Skizofreni er næppe en enkelt sygdom, men en række sygdomme med beslægtede symptomer, og man taler derfor om det skizofrene syndrom. I tidligere diagnostiske systemer kaldtes skizofreni en endogen sindssygdom, hvorved man hentydede til, at det var en sygdom, som "kom indefra", og for hvis udvikling arvelige faktorer spillede en væsentlig rolle.

Efter ICD-10 (WHOSs diagnoseliste) foreligger en skizofren sidslidelse, hvis der gennem en måned eller mere har foreligget skizofrene første-rangs-symptomer eller bizarre vrangforestillinger eller mindst 2 af 4 "anden-rangs-symptomer". Samtidig skal man kunne udelukke, at symptomerne er udtryk for en organisk eller stofbetinget sindslidelse eller en manisk/depressiv sygdom.

De skizofrene første-rangs symptomer

De skizofrene første-rangs symptomer er forestillinger om forhold, som er usandsynlige eller urealistiske, og som ikke kan opleves af andre, men som er virkelighed for patienten.

• Hørehallucinationer - hvor patienterne hører stemmer, der f. eks. kommenterer deres adfærd, eller hvor de hører deres egne tanker udtalt højt inde i hovedet.

• Andre kan opleve at blive påført handlinger eller følelser udefra eller oplever tankepåvirkning, fx i form af tanketyveri.
• Andre oplever legemlige påvirkningsfornemmelser i form af stråler o.lign.
• Bizarre vrangforestillinger er forestillinger om forhold, som er usandsynlige eller urealistiske, og som ikke kan opleves af andre, men som er virkelighed for patienten

Det er som nævnt tilstrækkeligt, at kun ét af første-rangs-symptomerne er til stede gennem mindst en måned, men skizofrenidiagnosen kan også stilles, hvis mindst to af de følgende fire grupper af symptomer optræder samtidigt:

Anden-rangs symptomer

De skizofrene anden-rangs symptomer er:

• Vedvarende hallucinationer af enhver art, ledsaget af vrangforestillinger uden depressivt eller manisk indhold.

• Sproglige udtryk for en disorganiseret tankegang. Ord og vendinger bruges på en usædvanlig og privat måde, undertiden med dannelse af nye, ukendte ord (neologismer). I udtalte tilfælde kan tankegangen være helt usammenhængende og uforståelig med "sort tale".

• Katatone symptomer, som omfatter en række ejendommelige forstyrrelser af bevægelser og holdning, herunder sære manerer, stivnen i underlige stillinger og gentagne, ensformige, tilsyneladende formålsløse bevægelser.

• Negative symptomer, der er udtryk for nedsættelse eller svigten af normale funktioner. Negative symptomer omfatter træghed, sløvhed, initiativløshed, passivitet og apati. Sproget bliver fattigt på ord og indhold, kontakten overfladisk og følelsesudtrykkene afblegede. Der mangler fremdrift og interesse, adfærden bliver tom og formålsløs, eller der opstår tilbøjelighed til at synke ind i sig selv og trække sig tilbage fra omgivelserne i isolation.
  (Kilde: Gengivet fra Bertelsen, A. & Munk-Jørgensen, P.: De psykiatriske diagnoser. Psykiatrifondens Forlag, København 1998).

Skizofreni og udviklingshæmning

Blandt udviklingshæmmede vil man hyppigt støde på nogle af disse "anden-rangs-symptomer", men den psykiatriske betydning vil oftest være uklar.

Den lighed, som nogle udviklingshæmmedes bevægemønstre kan have med de katatone symptomer, er oftest kun tilsyneladende og man taler som regel i stedet om en adfærdsforstyrrelser i form af stereotypier.

En rimeligt sikker skizofrenidiagnose kræver, at adfærden kan sættes i relation til den tankegang, der præger patienten. Dette forudsætter en sprogudvikling på et vist niveau, og i almindelighed vil man ikke kunne stille diagnosen skizofreni hos udviklingshæmmede med en IQ på mindre end ca. 50.

Forbindelsen mellem skizofreni og udviklingshæmning har været omdiskuteret. Da den infantile autisme, som ses hos mange udviklingshæmmede, blev beskrevet for et halvt århundrede siden, mente adskillige, at der var tale om en form for skizofreni, der begyndte ekstremt tidligt. Det ved vi i dag er forkert, men der er holdepunkter for, at hyppigheden af skizofrene sindslidelser er noget højere blandt udviklingshæmmede end i den øvrige befolkning.

De øvrige lidelser i diagnosegruppen omfatter forskellige paranoide tilstande, der er prægede af vrangforestillinger, som ikke er så bizarre som de skizofrene.
Det kan bl. a. dreje sig om selvhenførende forestillinger, hvor man f. eks. kan føle, at bemærkninger i TV-avisen er møntede på én, jalousiforestillinger, hvor alt tolkes som bevis for partnerens utroskab og forfølgelsesforestillinger, der af og til kan vise sig som frygt for at blive forgiftet. Forskellige forbigående psykotiske tilstande henføres også til gruppen. Talmæssigt spiller disse øvrige diagnoser ikke nogen større rolle blandt udviklingshæmmede.

Affektive sindslidelser (mani-depression)

Betegnelsen affektive sindslidelser omfatter bl. a. den sygdom, som tidligere kaldtes manio-depressiv psykose, og som henregnedes til de endogene sindssygdomme. Imidlertid havde en del manio-depressive patienter udelukkende eller ovevejende enten manier eller depressioner. Den mere neutrale betegnelse affektiv sindlidelse, hentyder til, at der er tale om tilstande med ændret stemningsleje (affekt).

I modsætning til skizofreni kan affektive lidelser diagnosticeres hos selv svært udviklingshæmmede uden sprog, især hvis der er tale om periodisk optrædende symptomer.

Symptomer på depression

• Forsænket stemningsleje i varierende grad fra tristhed til sort fortvivlelse. Den deprimerede har svært ved at føle glæde ved noget som helst.
• Sædvanlige lyster og interesser forsvinder som regel også.Nedsat energi- og aktivitetsniveau - nogle kan give udtryk for, at alt forekommer uoverkommeligt.
• Nedsat selvtillid og ringe selvfølelse. Man føler sig uduelig og egentlig burde man slet ikke have lov at leve, alle var bedre tjent med at man ikke eksisterede. Vejen fra sådanne tanker til dødsønsker og alvorligt mente selvmordsforsøg kan være kort.
• Svær skyldfølelse er almindelig, i udtalte tilfælde således at der næsten ikke er den ulykke på jorden, som den deprimerede ikke er skyld i.
• Hypokondre vrangforstillinger med besynderlige legemlige symptomer.
• Svært ved at følge med i samtaler, fjernsynsudsendelser og lignende fordi koncentrationsevnen svækkes.
• Tankegang og bevægelser kan være langsomme eller patienten kan gå helt i stå og blot ligge eller sidde stirrende tomt ud frem for sig.
• Rastløs uro, hvor patienten jamrende vandrer hændervridende omkring. Man taler da om en agiteret depression. Specielt sløvheden kan af og til mistolkes som et tegn på demens.
• Søvnforstyrrelser i form af indsovningbesvær følger tit med depressionen. Afbrudt søvn og tidlig opvågnen, men tilbøjelighed til at sove både nat og dag kan også forekomme.
• Nedsat appetit og ved længerevarende depression kan vægttab ses.
• Øget appetit og vægt (trøstspisning) ses hos enkelte.

En depression varer mindst 14 dage. Er tilstanden af kortere varighed, taler man om en depressiv episode. Ubehandlet kan varigheden af en depression være måneder eller år.

Symptomer på mani, depressionens modstykke

• Ved manien er stemningslejet løftet og i lette tilfælde kan de væsentligste symptomer blot være en uforholdsmæssig glæde eller lykkefølelse.
• I lidt mere udtalte tilfælde ses et forhøjet energiniveau, som kan vise sig ved øget aktivitet, rastløs uro, "tankemylder" og taletrang.
• Øget selvfølelse, som kan vise sig ved storhedsforestillinger.
• Den maniske patient har som regel koncentrationsbesvær, og han afledes let af omgivelserne eller af egne indfald.
• Nedsat søvnbehov
• Normale hæmninger svækkede, således at en forringet selvkontrol i forbindelse med forstærkede drifter kan føre til uheldige handlinger.
• Ikke sjældent optræder en mani i form af en tilstand med utålmodig og vredagtig irritabilitet, og da manikeren som regel ikke har nogen som helst sygdomserkendelse, kan tilrettevisninger eller modsigelse udløse aggressivitet. 

Når såvel manier som depressioner optræder hos samme patient taler man om:
 

Bipolar affektiv sindslidelse

Nogle har kun ganske få sygdomsanfald, mens andre kun har korte perioder mellem anfaldene. En del patienter har kun depressioner og enkelte (ca. 2 procent) oplever kun manier.

De affektive sindslidelser er overordentlig almindelige. Man regner med, at omkring hver 5. på et eller andet tidspunkt får depressive symptomer. Medregner man de lettere tilfælde, har 4-5 procent af befolkningen til enhver tid en affektiv lidelse, væsentligst i form af depression. Blandt udviklingshæmmede er hyppigheden af samme størrelsesorden, men alt andet lige kan det forventes, at det kun er de sværere tilfælde der diagnosticeres.
 

Nervøse og stress-relaterede tilstande eller lidelser

Tidligere kaldet neuroser. Efter traditionel psykoanalytisk opfattelse var neuroser oftest baseret på ubevidste psykiske konflikter, hyppigt fra den tidlige barndom. Disse konflikter mellem personens drifter og behov var patienten uvidende om, eller rettere, han havde fortrængt dem. Denne fortrængningsproces krævede et vist intellektuelt niveau, og nogle mente derfor, at udviklingshæmmede slet ikke kunne blive neurotiske. Det videnskabelige grundlag for den psykoanalytiske opfattelse er svækket meget gennem de senere år, og dette er en af grundene til, at man har valgt at bruge den mere neutrale betegnelse "nervøse tilstande".

Angst er kernesymptomet

Talmæssigt udgør de såkaldte fobiske og andre primære angsttilstande den største gruppe. I alle tilstandene indgår angst som et kernesymptom. Angst er en ubehagelig og vanskeligt definerbar følelse.

I ICD-10 (WHOs diagnoseliste) kræver man, at angstfølelsen er ledsaget af mindst ét legemligt angstsymptom som f. eks. hjertebanken, sveden eller rysten. Andre angstsymptomer kan bl. a. være vejrtrækningsbesvær og hurtigt åndedræt (hyperventilation), svimmelhed, uro i maven, dødsangst og frygt for at miste selvkontrollen.

Man skelner mellem fobiske angsttilstande og generaliseret angst:

Fobiske angsttilstande - hvor angsten optræder i forbindelse med specielle situationer. De almindelige kendte er:

• Klaustrofobi (angst for lukkede rum )
• Araknofobi (angst for edderkopper)
• Agorafobi (angst for åbne pladser).

Agorafobi er ikke ualmindelig blandt mennesker med panikangst, som er en særlig form for anfaldsvis angst, der kommer pludseligt og uden kendt foranledning. Angsten for anfald kan medføre en social