Psykofarmaka - Medicinens virkemåder ved behandling af psykisk sygdom
Psykofarmaka er lægemidler, der påvirker de psykiske funktioner. Man skelner almindeligvis mellem :
Antipsykotika - tidligere kaldet neuroleptika (psykosemidler)
Antidepressiva (depressionsmidler)
Anxiolytika (angstdæmpende medicin)
Hypnotika (sovemidler)
Psykostimulantia (centralstimulerende midler)
Lidt udenfor denne gruppe er medikamenter som:
Litium
Epilepsimedicin- der indimellem også bruges indenfor psykiatrien
Antipsykotika
Antipsykotika (tidligere kaldet neuroleptika) er psykofarmaka, hvis væsentligste fællestræk er antipsykotisk effekt, dvs. effekt over for symtomer som :
Vrangforestillinger, hallucinationer, usammenhængende tankegang, manisk opstemthed.
Herudover anvendes antipsykotika ofte ved adfærdsforstyrrelser men bortset fra visse former for selvskaden er virkningen ikke dokumenteret.
Virkningen:
De fleste antipsykotika virker ved at hæmme signalstoffers, især dopamins, virkning ved overførslen af nerveimpulser.
Den antipsykotiske effekt indtræder i reglen efter 1-2 ugers behandling, undertiden først efter 1-2 måneder, og kan vedvare fra uger til måneder efter behandlingsophør. Den beroligende og noget sløvende virkning, som mange antipsykotika har, indtræder dog umiddelbart efter medicinindtagelsen og aftager i løbet af de første 2-4 uger og ophører straks ved behandlingens ophør.
Håndtering:
Traditionelt gives mange antipsykotika 3 gange daglig. Mange antipsykotika nedbrydes imidlertid så langsomt, at man med fordel kan nøjes med at give medicinen én gang i døgnet, f. eks. ved sovetid. Herved kan eventuelle bivirkninger føles mindre generende i dagtimerne og behovet for sovemedicin reduceres.
Nogle antipsykotika kan gives som som depotpræparat. Herved kan opnås, at virkningen af én dosis (oftest injektion) varer i 1-4 uger, idet det injicerede stof langsomt frigøres fra injektionsstedet.
Bivirkninger:
Udover den sløvende effekt, der hos udviklingshæmmede kan være et alvorligt problem og som kan reducere de intellektuelle ressourcer, er mange antipsykotika tilbøjelige til at give neurologiske og/eller autonome bivirkninger.
De neurologiske bivirkninger :
Især parkinsonisme, akut dystoni og tardive dyskinesier.
Parkinsonisme er en tilstand præget af:
muskelstivhed og nedsat bevægelighed, stiv gang uden medsving af armene, rysten af specielt hænderne, nedsat ansigtsmimik og spytflåd.
I tilslutning til parkinsonisme kan man hos antipsykotika-behandlede se rastløshed og øget bevægetrang. Disse bivirkninger fremkommer oftest i løbet af de første ugers behandling og svinder hyppigt af sig selv efter et par måneder. Ved vedvarende parkinsonisme kan der behandles med forskellige typer bivirkningsmedicin.
Akut dystoni er ret sjælden og opstår hyppigst ved for stor begyndelsesdosis:
Længerevarende ukoordinerede muskelsammentrækninger, ofte således at hovedet drejes opad og patienten drejer "det hvide ud af øjnene".
Krampagtig mundåbning og hivende vejrtrækning, Kroppen kan være spændt som en flitsbue. Tilstanden kan behandles med omgående effekt ved injektion af bivirkningsmedicin.
Tardive dyskinesier :
Ufrivillige abnorme bevægelser, oftest omkring munden, der hos enkelte patienter kan udvikles under eller efter længerevarende behandling med antipsykotika. Hos nogle kan bevægelserne fortsat være tilstede selv om behandlingen afbrydes.
Malignt (ondartet) neuroleptikasyndrom:
I meget sjældne tilfælde kan ses en tilstand præget af bevidsthedssløring, kraftigt udtalt muskelstivhed og stigende temperatur. Denne tilstand kræver øjeblikkeligt lægetilsyn og indlæggelse på neurologisk eller intensiv afdeling, idet der kan være tale om et såkaldt Malignt neuroleptikasyndrom, der ubehandlet kan forløbe dødeligt.
De autonome bivirkninger:
Med betegnelsen autonome bivirkninger hentydes til, at der er tale om bivirkninger, der udløses fra den del af nervesystemet, der er uden for viljens kontrol (det autonome nervesystem). Kan vise sig ved:
- Patienten kan have vanskeligt ved at indstille øjnene til at se skarpt
- Spytproduktionen nedsættes og der kan komme tørhed i munden (kan modvirkes ved tygning af f. eks. sukkerfrit tyggegummi
- Fordøjelseskirtlernes produktion af enzymer nedsættes og tarmbevægelserne kan reduceres med forstoppelse som resultat
- Der kan komme vandladningsproblemer, idet blæren tømmer sig mindre villigt end normalt
- Svedtendens
- Pulsen kan stige og patienten kan have tendens til blodtryksfald ved overgang fra liggende til stående stilling, evt. med besvimelse som følge
Kun de udviklingshæmmede, der har et veludviklet talesprog, kan give udtryk for, at de oplever bivirkninger. Til gengæld er de fleste bivirkninger af en sådan art, at de kan observeres af udenforstående, og det pædagogiske personale har her en vigtig opgave.
Antidepressiva
Antidepressiva er en gruppe medikamenter, der har effekt ved depression, først og fremmest af den type, som tidligere kaldtes endogen. Der ses dog hyppigt virkning også ved andre depressionsformer.
Antidepressiva helbreder ikke en depression. Derimod virker de på de depressive symptomer. Afbrydes behandlingen før den depressive tilstand er overstået, vil symptomerne komme igen.
Antidepressiva finder også anvendelse ved behandling af:
panikangst, visse spiseforstyrrelser, tvangstanker og tvangshandlinger (obsessiv-kompulsive tilstande)
Virkningen:
For samtlige antidepressiva gælder, at den antidepressive virkning som regel først indtræder efter 1-2 ugers behandling og fuld effekt ses ofte først efter 2-6 ugers behandling.
De fleste antidepressiva kan deles ind i to grupper:
De ældre typer (tricykliske antidepressiva)
De nyere - SSRI-midler (Selective Serotonine Reuptake Inhibitors) - også kendte som "lykkepiller". Denne betegnelse er uheldig, idet antidepressiva kun virker ved de nævnte lidelser. Man bliver ikke lykkelig af at spise SSRI tabletter.
Forskellen mellem de ældre og nye er særligt:
Bivirkningerne
Mange patienter, der behandles med de ældre midler, oplever bivirkninger, som svarer til de autonome, der er omtalt under antipsykotika.
Til gengæld får en del af de SSRI-behandlede:
hovedpine, kvalme og opkastninger. Af og til ses også nervøsitet, uro og søvnforstyrrelser. Bivirkningerne plejer at aftage eller forsvinde efter de første behandlingsuger.
Anxiolytika
Anxiolytika er lægemidler, der virker dæmpende på angst.
Bortset fra to præparater (Buspar og Atarax) tilhører alle anxiolytika på det danske marked den kemiske gruppe benzodiazepiner.
Benzodiazepinerne anvendes først og fremmest til behandling af angsttilstande, der både kan være kroniske og mere situationsbetingede som forud for tandlægebesøg, flyveture og lignende.
Der er tale om relativt bivirkningsfrie lægemidler, når de anvendes i de anbefalede lave doser. Alligevel frembyder benzodiazepiner en række ulemper, der komplicerer behandlingen: Døsighed, træthed, træghed og svimmelhed kan optræde i begyndelsen af behandlingen. Dette svinder dog ofte i løbet af de første uger.
Ved langtidsbehandling er de hyppigste bivirkninger:
Nedsat initiativ, apati, øget trætbarhed, evt. depression
Ved høje doser kan der ses:
Muskelsvaghed og svigtende koordination af muskelbevægelser.
Hertil kommer, at benzodiazepiner svækker opmærksomhed, hukommelse og indlæring, således at den intellektuelle formåen forringes.
Lejlighedsvis ses såkaldt paradoks effekt:
Oprevethed, aggression og impulsive handlinger
Den største ulempe ved anvendelsen af benzodiazepiner er toleransudvikling:
Aftagende virkning af samme dosis og afhængighed, der kan vanskeliggøre behandlingen af det eller de grundlæggende problemer.
Efter længere tids behandling kan brat behandlingsophør medføre abstinenssymptomer i form af:
Søvnløshed, rastløshed, rysten, appetitløshed og hovedpine.
Hos enkelte kan udvikles en psykotisk tilstand, mens andre kan få krampeanfald i abstinensperioden. Af denne grund skal behandlingsophør ske ved langsom nedtrapning af dosis.
Hos udviklingshæmmede er man tilbageholdende med brug af benzodiazepiner på grund af den sløvende effekt, der kan få den udviklingshæmmede til at fremtræde endnu mere retarderet end vedkommende i forvejen er.
I stedet vil man bruge: buspiron (Buspar), der ikke sløver. Til gengæld indtræder virkningen først efter nogle uger, og stoffet kan derfor ikke bruges til akut opstået angst.
Hypnotika
Som hypnotika betegnes en række lægemidler, der anvendes for at fremkalde søvn - de såkaldte sovemidler.
Søvnløshed er et generende symptom, der dels kan optræde selvstændigt dels være et led i en psykisk eller legemlig sygdom. I det sidste tilfælde vil den rationelle behandling naturligvis være behandling af den til grund liggende sygdom. I andre tilfælde kan behandlingen bestå i en ændring af dagvanerne, f. eks. mere motion, afslapningsøvelser, undgåelse af middagssøvn og stærk aftenkaffe.
Har dette ikke effekt, kan - helst kortvarig - anvendelse af hypnotika overvejes.
Hypnotika virker sløvende og det er denne effekt, der fremkalder søvnighed. Gives hypnotika på et tidspunkt, hvor der i forvejen er søvnbehov, er det normalt tilstrækkeligt med små doser for at fremkalde søvn.
De fleste hypnotika er benzodiazepiner, som udskilles hurtigt fra kroppen.
Psykostimulantia
Psykostimulantia er medikamenter, der fremmer vågenhed og modvirker træthed.
Træthed er i almindelighed et signal fra kroppen om, at den har behov for hvile og indtagelse af psykostimulantia modvirker derfor det naturlige og nødvendige hvilebehov.
Lægeligt indskrænker anvendelsen af psykostimulantia sig til visse sygelige former for øget søvnbehov (narkolepsi) ligesom enkelte børn med hyperaktivitet ledsaget af opmærksomhedsforstyrrelser (ADHD-børn) kan have gavn af behandling.
Visse psykostimulerende stoffer anvendes som speed af misbrugere.
Litium
Litiumitium er et grundstof, der kemisk ligner natrium.
Litium kan bruges ved behandling af mani, mens det kun har ringe effekt ved depression. Ikke desto mindre kan vedligeholdelsesbehandling med litium effektivt forebygge både depressioner og manier hos patienter med tilbagevendende affektive lidelser.
Enkelte undersøgelser peger på, at litium også kan have effekt hos udviklingshæmmede med aggressive adfærdsforstyrrelser.
Bivirkninger:
I for stor dosis giver litium anledning til ubehagelige bivirkninger eller endog livstruende forgiftningssymptomer, mens for lille dosis ikke forebygger sygdomsanfald. Det er derfor nødvendigt, at behandlingen styres ved kontrol af litiumkoncentrationen i blodet.
Ved sædvanlig terapeutisk koncentration kan der forekomme:
Let rysten af hænderne, kvalme (især i starten)
Efter længere tids behandling kan ses:
Øget tørst og vandladning (som udtryk for, at nyrernes evne til at koncentrere urinen påvirkes).
Det er derfor vigtigt, at patienter i litiumbehandling får dækket deres væskebehov.
Ved egentlig forgiftning ses:
Grov rysten, utydelig tale, usikker gang, muskelrykninger, evt. kvalme, diaré, sløvhed og søvnighed - der kan gå over i bevidstløshed.
Denne forgiftningstilstand er alvorlig og kræver øjeblikkeligt lægetilkald.
Ved febersygdomme, hvor der afgives meget væske i form af sved og ved sygdomme med diaré og opkastninger, kan litiumkoncentrationen øges. I forbindelse med sådanne sygdomme, bør der derfor foretages ekstra blodprøvekontrol.
Andre lægemidler
I psykiatrien anvendes forskellige lægemidler, der ellers normalt bruges i behandlingen af ikke-psykiatriske lidelser.
Epilepsi-medicin:
Således forebygger epilepsimidlet karbamazepin (Tegretol) manier og depressioner omtrent lige så godt som litium. Erfaringer tyder på, at stoffet er specielt velegnet til patienter med hjerneskader, hvoraf mange er udviklingshæmmede. Aggressive adfærdsforstyrrelser er et andet anvendelsesområde for karbamazepin.
Endelig skal nævnes, at lægemidler, der sædvanligvis bruges i behandlingen af parkinsonisme (rystelammelse), også har virkning på nogle af de neurologiske bivirkninger, der ses ved neuroleptikabehandling.
Demens-midler:
I de seneste år er der udviklet nye lægemidler som mildner symptomerne ved demens, specielt af Alzheimer-typen.
Midlerne har ikke nogen helbredende virkning, men kan, specielt hvis behandlingen sættes ind i tidlige faser, forsinke det åndelige forfald.
Foreløbigt findes følgende lægemidler på det danske marked:
Aricept, Ebixa, Exelon og Reminyl.