Kort om psykofarmaka
Psykofarmaka er medicin, der bruges i behandlingen af psykiske lidelser. Medicinen påvirker de psykiske funktioner. De virker på symptomerne, men helbreder ikke sygdommene.
Det handler om at finde den laveste effektive dosis, når man behandler med psykofarmaka. Psykofarmaka skal nødig stå alene - som eneste behandling - men bruges
i kombination med andre former - i forhold til de udviklingshæmmede særligt pædagogikken.
Psykofarmaka kan deles ind i fem grupper:
1. Antipsykotika (psykosemidler)
2. Antidepressiva (midler mod depression)
3. Anxiolytika (angstdæmpende medicin)
4. Hypnotika (sovemedicin)
5. Andre (herunder blandt andet litium til behandling af maniodepressive tilstande, epilepsimidler der indenfor psykiatrien bruges som beroligende og stemningsstabiliserende, midler mod Alzheimer og psykostimulantia)
Antipsykotika - midler mod psykoser
Antipsykotika blev tidligere kaldet for neuroleptika. De virker antipsykotiske og har en effekt på symptomer som hallucinationer, vrangforestillinger, mani og usammenhængende tankegang. De anvendes også ved adfærdsforstyrrelser - dog er virkningen her ikke dokumenteret.
Foruden virkningerne optræder også bivirkninger. Fra lette til svære. I sjældne tilfælde livstruende.
Medicinen kan blandt andet virke sløvende, så de udviklingshæmmede virker endnu mere retarderede, end de egentlig er. Der kan optræde muskelstivhed, stiv gang uden medsving af armene, nedsat bevægelighed, rastløshed, rysten (især på hænderne) og spytflåd. Desuden kan der optræde autonome bivirkninger (de udløses fra den del af nervesystemet, der ligger udenfor viljens kontrol). De kan vise sig ved vanskelighed ved at stille skarpt med øjnene, tørhed i munden, forstoppelse, vandladningsproblemer, svedtendens og højere puls.
Man skelner imellem to grupper af antipsykotika: De typiske (de ældre) og de atypiske (de nyere). De nyeste er kendetegnet ved færre bivirkninger. De har desuden en positiv effekt på de såkaldte negative symptomer, der også kan optræde i forbindelse med psykoser. Symptomer som blandt andet indadvendthed og fåmælthed.
Antidepressiva - midler mod depression
Antidepressiva bruges i behandlingen af depressioner. De påvirker primært humøret (nedsætter eller fjerner tristheden og tanker om selvmord), men har også en positiv effekt på blandt andet psykomotorisk hæmning (det at den depressive tænker og bevæger sig langsomt), søvnrytme og -længde, spiseforstyrrelser og angst.
Der findes to hovedgrupper af antidepressiva. De ældre (tricykliske) og de nyere (SSRI-midler) - der er kendt som "lykkepiller". Den største forskel mellem de to er de autonome bivirkinger, der er beskrevet under antipsykotika, som de nyere fremkalder færre af. Dog kan en del af de, der behandles med de nyere få hovedpine, kvalme og opkastninger.
[De nyere former for antipsykotika og antidepressiva, der er kendetegnet ved færre bivirkninger, er generelt dyrere end de ældre)
Anxiolytika - middel mod angst
Anxiolytika virker angstdæmpende. Det bruges til behandling af både akutte og kroniske angsttilstande. Mange anxiolytika hører til gruppen af benzodiazepiner. Dem er man tilbageholdende med at bruge overfor udviklingshæmmede.
Benzodiazepiner har ved lave doser få bivirkninger, men i begyndelsen af behandlingen kan der optræde træthed, døsighed og svimmelhed. På lidt længere sigt kan der komme apati, nedsat initiativ, større træthed og til tider depression. Desuden svækkes både opmærksomheden, hukommelsen og evnen til indlæring. Der kan også optræde aggression, oprevethed og impulsive handlinger. Til behandling af angst hos udviklingshæmmede vil man ofte vælge et andet lægemiddel end et benzodiazepin - evt. buspiron. Det sløver ikke, men virkningen indtræder først efter nogle uger, og kan derfor ikke anvendes ved akut opstået angst.
Hypnotika - middel mod søvnløshed
Hypnotika er sovemidler. Søvnløshed kan optræde selvstændigt eller som led i blandt andet en psykisk lidelse. Sovemidler skal bruges kortvarigt. De virker sløvende og fremkalder søvnighed.
Andre
Blandt andet litium - et grundstof der bruges forebyggende ved maniodepressive tilstande. Det har en positiv effekt overfor manier men kun ringe effekt ved depressioner. Det kan også virke positivt hos nogle udviklingshæmmede med aggressive adfærdsforstyrrelser. Epilepsi-midlet Tegretol kan ligesom litium forebygge mani og depression. Det er særligt velegnet til udviklingshæmmede, hvor det kan anvendes ved aggressive adfærdsforstyrrelser. Desuden hører midler mod Alzhimer, der nedbryder hjernens funktioner også her ind under ligsom psykostimulantia, der er centralstimulerende midler.