natur

 

Medicinprojektet

Forbruget af psykofarmaka hos udviklingshæmmede på institutioner kan halveres - uden at det fører til nævneværdige adfærdsproblemer. Og flere af de udtryk, man måske tilskriver udviklingshæmningen kan være en del af en over- eller fejlmedicinering. Sådan lød nogle begrundede tanker bag et medicinprojekt i det daværende Århus Amt, der blev sat i gang i 1991.

Oligofreniklininkken i Århus, der varetager den psykiatriske behandling af de voksne udviklingshæmmede i en lang række af de midtjyske instituitioner døgninstitutioner, stod for projektet.

55 procent af beboerne på to store institutioner for udviklingshæmmede (Sølund og Sødisbakke) fik på det tidspunkt psykofarmaka.

90 procent af dem fik neuroleptika (psykose-medicin). Flere havde været i behandling i mange år - ofte med flere slags psykofarmaka og tit uden at der lå nogen klar diagnose eller behandlingsgrund bag.

 

Medicinforbruget blev skåret ned

I løbet af projektets halvandet år lykkedes det at skære medicinforbruget ned med en tredje del. Sidegevinsten var en pengebesparelse på omkring 330.000 kroner.  Og de frygtede adfærdsproblemer udeblev. Nedtrapningen skete uden at det gav andre adfærdsmæssige problemer.

 

Oligofreniklinikkens læger indgik  et samarbejde med amtets to store institutioner, Sølund og Sødisbakke. Institutionerne delte udgifterne til en ekstra læge, der blev ansat til at gennemføre projektet, der fik titlen: "Vurdering af psykofarmakabehandlede beboere på døgninstitutionerne Sølund og Sødisbakke med henblik på lægelig og økonomisk optimering af den psykofarmakologiske behandling."

 

I dag

Selvom projektet stoppede i 1992 forsætter det i dag som en naturlig del i det daglige arbejde hos oligofreniklinikkens psykiatere. Men sådan er det ikke alle steder i landet. Der findes udviklingshæmmede rundt omkring i landet, der lever på gamle diagnoser og medicin som ikke er blevet reguleret i lang tid.

 

I dag vil regnestykket også se anderledes ud. Der er kommet andre former for psykofarmaka på market. Nogle med færre bivirkninger men til en højere pris. Det vil måske ikke give den samme økonomiske gevinst. Og så dog alligevel. Stadig vil der være en øget livskvalitet at hente hjem til den enkelte bruger. En øget livskvalitet der for nogen måske betyder, at de ikke kræver så meget pleje som tidligere.

Projektet blev starten på bestræbelserne på at intensivere og bringe den psykiatriske behandling af de udviklingshæmmede i overensstemmelse med, hvad der i dag anses for god psykiatrisk standard.

 

 

 

Info

En casehistorie

En 55-årig mental retarderet beboer på institutionen Sødisbakke lider af adfærdsforstyrrelser og psykoser. Han er meget træt i sin hverdag. Så træt at han kun magter et dagtilbud på halv tid. Han bliver en af deltagerne i medicinprojektet. På det tidspunkt får han 60 mg trilafon og 38 mg Cisordinol (begge et neuroleptika - et middel mod psykoser), lysantin (bivirkningsmedicin) og tardotol (epilepsimedicin, der også virker beroligende). Man begynder at trappe ham ned i medicin og i takt med nedtrapningen, bliver han pludselig mere vågen. Resultatet bliver, at han efter rimelig kort tid kan klare et heltids dagtilbud.

Medicinen blev cirka halveret som følge af medicinprojektet.