Den psykiatriske undersøgelse 

Hovedelementet i den traditionelle psykiatriske undersøgelse består i samtaler med patienten. Udover at få patientens egen beskrivelse af de symptomer, der har ført til henvisningen, vil psykiateren forsøge at få et indblik i hans tankeverden.

Hos de intellektuelt bedst fungerende udviklingshæmmede adskiller undersøgelsesmetoden sig ikke fra den, der benyttes ved andre.

Nok har mange udviklingshæmmede svært ved at fortælle om abstrakte ting som følelser og lignende, men med tålmodighed og indlevelsesevne kan man i mange tilfælde få værdifulde oplysninger. Man må imidlertid ofte indhente supplerende oplysninger fra pårørende, institutionspersonale, lærere og andre.

Hos udviklingshæmmede, der kun har et ringe udviklet eller slet intet talesprog, er man helt afhængig af de oplysninger man kan få fra andre.

Det kan derfor være praktisk, at den person, der evt. ledsager den udviklingshæmmede til undersøgelsen, kender noget til de forhold, der vil interessere psykiateren.

Spørgsmål, der ofte indgår i den psykiatriske undersøgelse af udviklingshæmmede:

Oversigten , der på ingen måde er udtømmende, kan hos de meget dårligt fungerende evt. suppleres med et standardiseret spørgeskema som DASH-II (Diagnostic Assessment of the Severely Handicapped).

Diagnose

På baggrund af patientens egne oplysninger og de informationer pårørende og personale kan give, vil psykiateren ofte kunne stille en diagnose, der kan danne grundlag for evt. behandling. Af og til kan supplerende undersøgelser som eeg, CT eller MR scanning være nødvendige. Læs mere om diagnoser.
 

Det må dog erkendes, at psykiatriske diagnoser, specielt hos udviklingshæmmede med lidt eller intet talesprog, kan være behæftede med betydelig usikkerhed. Af og til kan resultatet af behandlingsforsøg være vejledende.