natur

 

Udviklingshæmmede og psykofarmaka

Da åndsvageforsorgen blev nedlagt i 1980, mistede man den daglige kontakt med psykiateren, men beholdt medicinen.

 

Mindst 5000 udviklingshæmmede i Danmark lider af psykiske forstyrrelser. Det er omkring hver tredje af de udviklingshæmmede, der har en behandlingskrævende psykisk sygdom eller adfærdsforstyrrelse. På landsplan er der cirka 10 psykiatere til at tage sig af denne gruppe.

 

Psykofarmaka anvendes i store doser blandt udviklingshæmmede. Men mange af dem, der får medicin, har ingen kontakt med en psykiater. Mange får medicin på gamle diagnoser og i doser sat for flere år siden. Manglende ressourcer og indsigt i psykiatrien (og de udviklingshæmmede) gør, at der flere steder i landet ikke er justeret på hverken medicin eller diagnoser.

 

Det er velkendt, at psykofarmaka kan få udviklingshæmmede til at fremtræde endnu mere retarderede, end de i forvejen er. Det er også kendt, at bivirkninger ved psykofarmaka kan vise sig ved symptomer, der minder om dem ved psykisk sygdom. En ond cirkel kan let begynde. Og det er desuden kendt, at udviklingshæmmede kan have svært ved at redegøre for symptomer. Også dem der er en følge af bivirkninger af psykofarmaka.

De udviklingshæmmede fortæller ikke nødvendigvis om tørhed i munden og vandladningsproblemer. De er en lavstatusgruppe i et område - psykiatrien - der i forvejen er lavt prioriteret.

Casehistorie: En kvinde i kørestol

 

En udviklingshæmmet kvinde - uden talesprog og i kørestol, kunne selv køre omkring i institutionen i sin elektriske kørestol. Pludselig en dag begynder hun at opføre sig anderledes og aggressivt. Hun braser ind i folk med kørestolen og bumper ind i borde, så porcelænet falder ned og går i stykker. Hun virker meget irritabel og aggressiv. Man begynder at give hende medicin, der skal dæmpe hendes aggressive adfærd. Det virker også efter, at mængden af medicin efterhånden sættes op. Hun bliver dog mere sløv og har ikke de samme kræfter til at køre omkring i kørestolen. Indtil den dag hun får besøg at nogle pårørende. De finder ud af, at det hele skyldes en løs forbindelse i styrehåndtaget på hendes kørestol, der får den til at fare vildt omkring sig ved den mindste berøring. Og kvinden har intet kunnet sige. Hun trappes ud af medicinen. Den løse forbindelse gøres fast og hun kører videre - uden medicin og aggression!
 

Casehistorie: Medicinnedtrapning

 

72-årige Birthe (navnet opdigtet) har været anbragt på institution for udviklinghæmmede, siden hun var fem år. Hun sidder i kørestol og er blind og døv.

Hun har i årtier været behandlet med psykofarmaka - uden at man med sikkerhed har set psykotiske træk udover uro. Hendes gamle diagnose lyder på åndsvag og infantil autist. Hun beskrives som selvskadende, med svær psykomotorisk uro, bider, brøler, river itu og headbanger (slår hovedet ind i væggen). På det tidspunkt hun bliver anbragt på institution, er hun meget understimuleret, nærmest døv og tiende barn ud af en meget dårligt stillet familie. I dag vil man måske nok have diagnosticeret hende anderledes.

Hun har gennem årene fået: Melleril (psykosemiddel), Serenase (psykosemiddel), Diemal (beroligende), Largactil (psykosemiddel), Reserpin og Largactil (beroligende og et psykosemiddel).

Man har desuden gennem årene forsøgt at trappe hende ned i medicin, men mængden har svinget, da hun i perioder har fået det dårligere.

Nedtrapningen af medicinen starter, da personalet oplever, at hun pludselig begynder at udvikle sig meget siden, hun er blevet flyttet til en anden institution. Samtidig med at man sænker medicinen, optrapper man den pædagogiske indsats. Kort efter stopper Birthe sine selvskadede handlinger, hun før end ikke ænsede eller mærkede.

Hun fik 20 mg serenase (psykosemedicin) og er nu på en tiendedel af den oprindelige dagsdosis. Hun får 2 mg Serenase i døgnet samt 50 mg. Disipal (bivirkningsmedicin).
Prognosen lyder, at hun bliver medicinfri.