Udviklingshæmning
 |
 |
 |
Psykisk udviklingshæmning (eller blot udviklingshæmning) er det ord, der oftest bruges om det, der tidligere kaldtes åndssvaghed, mental retardering eller oligofreni.
Den formelle betegnelse for udviklingshæmmede hedder idag ifølge Lov om social service "personer med varig og betydeligt nedsat funktionsevne". Den afløser det der tidligere ifølge bistandsloven hed "personer med vidtgående psykisk/fysisk handicap".
Definitioner
I WHOs diagnoseliste ICD-10 , der har været brugt i Danmark siden 1994, defineres udviklingshæmning som "en tilstand af forsinket eller mangelfuld udvikling af evner og funktionsniveau, som normalt viser sig i løbet af barndommen, og som bidrager til det samlede intelligensniveau, dvs. de kognitive, sproglige, motoriske og sociale evner og færdigheder".
Udviklingshæmning inddeles i fire sværhedsgrader, der i store træk svarer til de tidligere anvendte diagnoser debilitet, let og svær imbecilitet og idioti.
Grader af udviklingshæmning
Lettere grad: IQ-område 50-69. Medfører sædvanligvis indlæringsvanskeligheder i skolen. Mange voksne kan arbejde, klare
Middelsvær grad: IQ-område 35-49. De fleste kan i nogen grad klare personlige fornødenheder. Voksne behøver støtte for at klare sig i samfundet.
Sværere grad: IQ-område 20-34. Behøver vedvarende støtte og hjælp.
Sværeste grad: IQ-område under 20. Kan ikke klare fornødenheder, kontinens, kommunikation eller motilitet. Kræver vedvarende pleje.
|
Den amerikanske diagnoseliste (DSM-III) opstiller følgende kriterier for udviklingshæmning.
DSM-III
A: Væsentlig nedsat generel intellektuel funktion: IQ 70 eller lavere ved individuel IQ-test. For spæd- eller småbørn, hvor der ikke kan beregnes testværdi, bygger diagnosen på klinisk skøn.
B: Der er samtidig manglende eller forstyrret evne til at tilpasse sig omgivelserne, alderen taget i betragtning.
C: Debut før 18-års alderen.
|