Her kan du læse om de mest almindelige sindslidelser, og hvordan man kan behandle dem.
Hvis du har den sindslidelse, der hedder skizofreni, kan det være, at du oplever, at andre mennesker bestemmer over dig. At de taler om dig eller fortæller dig, hvad du skal gøre. Det kan være, at du ikke har så meget energi, og at du ikke har lyst til at være sammen med venner og familie.
Hvis du har den sindslidelse, der kaldes en psykose, kan det være, at du føler dig forfulgt, eller føler at andre er ude på at genere dig. At de taler om dig eller fortæller dig, hvad du skal gøre.
Du kan tro, at der findes rumvæsener. Du kan tro, at andre mennesker hele tiden taler dårligt om dig. Du kan også tro, at du fejler alle mulige sygdomme, så du går meget til lægen.
Hvis du har skizofreni eller en psykose, kan du få medicin og gå til samtale hos en psykiater eller psykolog. Du bliver sjældent helt rask, men du kan få det bedre og komme til at leve et godt liv.
Hvis du har den sygdom, der kaldes en mani, taler du hele tiden, og det kan være svært for andre at forstå, hvad du mener. Du er hele tiden i godt humør og synes du kan klare alt. Du har måske svært ved at samle tankerne og tænke på en ting ad gangen. Det kan være, du har svært ved at sove.
Hvis du har den sygdom, der hedder depression, taler du meget langsomt og lavt. Du har ingen energi. Du glæder dig ikke over noget som helst, og du føler måske, at du ikke betyder noget som helst. Du har måske ikke lyst til at spise, og du har svært ved at sove.
Hvis du lider af mani eller depression, kan du få medicin og du kan også gå til samtale hos en psykiater eller psykolog.
Den sygdom, der kaldes autisme viser sig ved, at du måske ikke rigtig får noget ud af at være sammen med andre mennesker. Du kan måske ikke se andre mennesker i øjnene. Du har svært ved at forstå, hvordan andre har det - og du ved heller ikke rigtig, hvordan du skal opføre dig i forskellige situationer. Du har svært ved at tale med andre, og du har ofte nogle helt særlige ting, du interesserer dig for.
Du vil måske også gerne have, at alting sker på nogle helt bestemte måder.
Behandling
Hvis du lider af autisme, kan du få hjælp til at strukturere hverdagen, f.eks i form af støtte fra billeder og piktogrammer. Du kan også få støtte fra pædagoger til at oversætte det, der sker omkring dig, f.eks. når du er sammen med andre.
Hvis du lider af angst, kan du pludselig blive meget bange uden at du ved hvorfor. Hjertet kan begynde at banke. Du kan have svært ved at trække vejret, og du kan begynde at ryste på hænderne eller over hele kroppen.
Hvis du har en fobi, betyder det, at du er bange for noget bestemt, f.eks. edderkopper, åbne pladser eller mange mennesker. Det kan også være, at du er bange for at gå udenfor din dør, køre i elevator eller komme op høje steder.
Behandling
Hvis du har angst eller lider af en fobi, kan du få medicin og gå til samtaler for at lære at tænke på en anden måde.
Hvis du lider af personlighedsforstyrrelse, betyder det, at du har problemer med, hvordan du føler, tænker og handler. Problemerne er en del af din personlighed og har betydning for, hvordan du reagerer på andre mennesker, og på hvordan du opfører dig til daglig. Du bliver måske nemt mistroisk over for andre mennesker og ved ikke om du tør stole på dem.
Du føler dig måske mere tryg, hvis du gør en række ting på helt samme måde hver gang.
Behandling
Du kan få det bedre hvis du går til psykolog, men en personlighedsforstyrrelse er svær at få til at gå helt væk. Du kan også få hjælp til at finde frem til, hvordan hverdagen alligevel kan fungere godt for dig og dine omgivelser.
Demens er et udtryk for mange forskellige sygdomme, som i nogle tilfælde kan opstå, når man bliver gammel. En af sygdommene hedder Alzheimers sygdom. Hvis du har Alzheimers sygdom, betyder det, at din hjerne bliver svækket. Du glemmer dit sprog, og du er ikke så god til at gøre de ting, du plejer at gøre. Du begynder at opføre dig anderledes, end du tidligere har gjort.
Behandling
Du skal til mange undersøgelser for at finde ud af, om du har demens eller Alzheimers sygdom. Når man har fundet ud af det, kan du få medicin som nogle gange hjælper. Det er også vigtigt at holde dig i form og vide, hvad og hvordan du skal træne.
Hvis du får stress eller kommer i en krise, kan det føre til, at du bliver meget bange og meget ked af det. Du kan have svært ved at tale pænt til andre mennesker, og du reagerer måske meget voldsomt, f.eks ved at vælte kaffekoppen eller stolen eller smække med døren. Det kan også være, du har lyst til at være alene og bare græde.
Behandling
Som regel kan man finde ud af hvorfor det sker. Det kan være, der er sket store ændringer i dit liv. At en du holder af, er død, eller du skal skilles fra din kæreste eller flytte et nyt sted hen. Det kan være, at du skal tage stilling til for mange ting på samme tid - eller du skal beslutte dig for noget vigtigt, og ikke ved hvad du skal mene om det.
Hvis du kommer ud for sådan nogle situationer, er det vigtigt, at du snakker med nogen om det.